Nedenfor finder du relevante informationer, som hjælper dig med at blive klar til teori- og køreprøven.
Her kan du se, hvordan du får godkendt din ansøgning.
1. Online registrering:
- Start med at registrere dig elektronisk via mail modtaget i eboks (brev fra kommunen). Du kan også følge dette link: Køreprøvebooking
- Er du under 18 år, skal dine forældre også give deres samtykke til, at du tager kørekort.
Det er vigtigt, at BEGGE forældremyndighedsindehavere har underskrevet, da du ellers bliver afvist hos Borgerservice.
Kan du og dine forældre ikke finde den elektroniske version i deres eboks (du skal markere dette ved din egen registrering), så kan I downloade, udfylde og printe en version her, som kan medbringes på Borgerservice: Samtykkeerklæring
2A. Færdselsrelateret Førstehjælp:
- Du skal have gennemført Færdselsrelateret Førstehjælpskursus (8-timers). Dette kan man sagtens gøre i god tid inden ansøgningen godkendes.
- Tjek eventuelt hos køreskolen om der er et kursus snart.
2B. Lægeattest til kørekort:
- Du skal som førstegangserhverver af kørekort have lavet en lægeattest – den består af Del A (online) og Del B (hos lægen).
- Din lægeattest SKAL være udstedt til den kommune, hvor du vælger at få godkendt din ansøgning!
- Du skal også udfylde lægeattestens Del A online INDEN du kommer til lægen (husk at vælge korrekt kommune):
ONLINE LÆGEATTEST
3. Godkendelse af ansøgning (Borgerservice):
- Nu skal din ansøgning godkendes hos Borgerservice. Følg linket nedenfor (du skal bruge NemID) for at bestille tid.
BESTIL TID HOS BORGERSERVICE (ODENSE)
BESTIL TID HOS BORGERSERVICE (RINGE) – et alternativ med kortere ventetid (kun hvis din lægeattest er udstedt hertil)
Du skal medbringe følgende:
- Ansøgning om kørekort (P23) – se nedenfor hvilke oplysninger, der SKAL være udfyldt.
- Billede (som dog kan tages hos Borgerservice mod betaling).
- Lægeattest og Færdselsrelateret førstehjælpskursus er begge elektronisk registreret, så dette er allerede i systemet.
Ansøgning P23 – hvad SKAL være udfyldt?
- Side 1: Afsnit A – her udfyldes navn, adresse og telefonnummer.
- Side 2: Afsnit A – sæt kryds i B øverst, samt kryds og underskrift nederst (begge felter underskrives).
- ALLE sider – Personnummer udfyldes på samtlige sider (1-10).
- INTET ANDET UDFYLDES AF ANSØGER NU.
Når du skal til både teori- og køreprøve er det vigtigt, at du har styr på, hvilke ting du skal medbringe:
- Ansøgning om kørekort (P23)
- Lektionsplan (gælder ikke for generhverver/kontrollerende køreprøve)
- Gyldigt billed-ID (fx pas, knallertkørekort el. lign.)
- Teoriprøve: Opladet telefon med data, så du kan logge ind med MitID.
Kommer du for sent eller glemmer én af ovenstående ting, vil du blive afvist og det koster et nyt prøvegebyr på 1200 kr for at få en ny prøve.
Nogle gode råd til din teoriprøve:
- Kig på billedet – der ligger ofte vigtig information i detaljerne.
- Læs/lyt til de indledende oplysninger – også her er der ofte vigtig information at hente.
- Stol på første indskydelse – hvis du er i tvivl, så er det ofte den første tanke, der er korrekt. Det betyder også, at du normalt kun bør rette et svar, hvis du er sikker på, at det skal rettes.
- Digitale teoriprøver: sidder du fast i et billede, så gå videre – du kan altid vende tilbage til et tidligere billede.
- Før teoriprøven: øv dig, øv dig, øv dig! Har du øvet dig godt på dine online teoriprøver, så står du klart stærkere til den rigtige teoriprøve. Bestå med FFK er et glimrende værktøj!
- ORDLISTEN: hent denne liste med ord, som kan forekomme i teoriprøven, men som du måske ikke helt forstår betydningen af (før nu): HENT ORDLISTEN
Nogle gode råd til din køreprøve:
- Se langt frem (ca. 200 m.) – så kan du få øje på tavler, lys, afmærkninger på kørebanen, m.m. og samtidig have tid til at reagere korrekt.
- Kør bilen behageligt – giv dig tid til at betjene bilen ordentligt, dvs. korrekt valg af gear, indkobling og gas, samt rolige og præcise ratdrejninger.
- Vælg korrekt placering på kørebanen – det vil ofte sige vognbanen længst til højre, men ikke altid.
- Hold god afstand – det vil sige både sikkerhedsafstand til forankørende og sideafstand til cyklister og parkerede biler. Er du i tvivl om der er plads, så brems.
- Udvis god sikkerhedsorientering – spejle og skulder før igangsætning, sammenfletning, vognbaneskift og svingning.
- Lyt og udfør med det samme – så snart du har fået besked om hvilken vej du skal køre, så placér dig hensigtsmæssigt.
- Kør friskt og kvikt – ingen gider bedstemorkørsel, hverken dine medtrafikanter eller de prøvesagkyndige. Selvfølgelig når forholdene tillader det.
- Bilteknik – husk at se videoerne igennem, så du kan svare på kontrolspørgsmål. Se gerne videoerne flere gange, så du kan huske det hele.
Her er link til en PDF-version af køreskolens lektionsplan, tilgængelig for køreskolens elever og andre, som måtte have interesse i at se, hvordan undervisningen er bygget op (efter gældende Undervisningsplan til Kategori B):
LEKTIONSPLAN (Kategori B)
